Pokalturneringen bliver ved med at overraske

Pokalturneringen bliver ved med at overraske

september 30, 2019 Slået fra Af admin

Den danske pokalturnering i fodbold har siden starten i 1955 budt på et væld af overraskelser. Her har de mindre klubber mulighed for virkelig at pille de store i dansk fodbold helt fra hinanden, hvilket også er sket i årets første kampe.

I den danske Superliga spiller som bekendt kun de allerbedste fodboldklubber herhjemme. Og det kan være svært for en mindre klub at arbejde sig helt op i den allerbedste række. Men der findes heldigvis en anden metode til at opnå succes og positiv omtale for landets små klubber. I Pokalturneringen deltager nemlig hold fra alle serier og divisioner under DBU. Her spilles der om at komme i finalen, der afvikles Kristi himmelfartsdag i Parken. Og netop det at alle klubber deltager, betyder at der ofte kommer store overraskelser ud fra denne turnering. Her i 2019 er de nuværende pokalvindere fra FC Midtjylland allerede ude af turneringen. Højst overraskende tabte klubben 1-0 til 1. divisionsklubben Fremad Amager, da det gik løs 26. september i Sundby Idrætspark. Men også andre af landets store fodboldklubber har indtil videre været tæt på at måtte forlade Pokalturneringen i utide. Da FC København mødte 2. divisionsholdet Hillerød Fodbold måtte spillerne ud i både en forlænget spilletid og en straffesparkskonkurrence før de danske mestre fra Østerbro med nød og næppe fik den sejr, der betyder, at de stadig er med i Pokalturneringen.

Slået ud af Skagen

Kigger vi i historiebøgerne, så er det langtfra et nyt fænomen, at de små klubber benytter Pokalturneringen til at drille de store klubber, der normalt er dem langt mere overlegen. En af de mest ejendommelige episoder i Pokalturneringen fandt sted tilbage i 1987. Her mødte et veloplagt Brøndby IF Skagen IK på hjemmebane. Skagen IK befandt sig på dette tidspunkt helt nede i Jyllandsserien, men ikke desto mindre så lykkedes det altså skagboerne dengang at slå Brøndby ud af Pokalturneringen efter en straffesparkskonkurrence, hvor det var en meget ung Peter Schmeichel, der kæmpede forgæves for at holde buret rent for Brøndby.